“Ligrøverne” (på engelsk: “The Body-Snatcher”) af Robert Louis Stevenson, udgivet af forlaget Jensen & Dalgaard, udgivet i 2013 (oprindelig udgivet i 1884) – 3/5 stjerner
Den velansete London-læge Dr. Wolfe Macfarlane ankommer til en kro i Debenham for, at tilse en gæst. På kroen sidder som altid fire drikkebrødre. En af de fire mænd, Fettes, bliver ved synet af doktoren øjeblikkelig både ligbleg og ædru. De deler nemlig en grufuld hemmelighed fra deres ungdomstid som lægeassistenter ved det anatomiske institut på Edinburgh Universitet. Deres opgave var, at tage imod de lig der blev brugt til undervisningen. Men en aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før og alt ændres.
Hver aften året rundt var vi fire, der sad i den lille skænkestue på kroen ‘George’ i Debenham – det var bedemanden, kroværten, Fettes og mig selv.
Robert Louis Stevenson er i dag mest kendt for “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” fra 1886, men nogle år forinden var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket. “Ligrøverne” er en velfortalt historie om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper. Men det er samtidig også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville nutidens læger være, hvis de ikke havde brudt moralske grænser i fortiden?
“Ligrøverne” blev første gang offentliggjort i avisen The Pall Mall i 1884, som gjorde reklame for den med plakater så gru – og opsigtsvækkende, at politiet forbød dem. Stevensons historie er samtidig også en direkte reference til de berygtede kadaverjægere og seriemordere Hare og Burke i Edinburgh i starten af 1800-tallet. Selvom historien ikke er så lang, så var det alligevel en velskrevet og interessant historie der høj grad er relevant. Ikke kun på grund af dens belysning af medicinhistoriens mørke side, men samtidig også den psykologiske kamp om ens moralske principper.
“The Doll: Short Stories” af Daphne du Maurier, udgivet af forlaget Virago Modern Classics, udgivet i 2011 (novellerne er oprindelig udgivet i årerne 1929-1980) – 4/5 stjerner
“The Doll: Short Stories” er en novellesamling af nogle af Daphne du Mauriers tidligste noveller. I den udforsker du Maurier den menneskelige natur gennem et sammenvævende tema af kærlighedens bagside i form af besættelse, jalousi og ikke mindst manipulation.
I want to now if men realise when they are insane. Sometimes I think that my brain cannot hold together, it is filled with too much horror – too much despair… I cannot close my eyes without seeing his damned face. If only it had been a dream.
Selvom de fleste af novellerne i “The Doll: Short Stories” var skrevet tidligt i Daphne du Mauriers karriere, var det dog først i 2011 at de blev opdaget og udgivet samlet. Daphne du Maurier skulle efter sigende havde skrevet novellen “The Doll” da hun var blot 21 år gammel. Hun var lysår forud for sin tid, og novellesamlingen er derfor et virvar af upålidelige fortællere, fordrejede sandheder og mørke sind. Men den er samtidig en meget tydelig forsmag på de tematikker, som er kendetegnet for Daphne du Mauriers forfatterskab. Det er i virkeligheden ikke til at forstå, at novellerne hører så tidligt til i du Mauriers forfatterskab. Der er hverken spor af usikkerhed, klichéer eller så meget som én tøven at spore blandt hendes ord. Novellerne er i stedet originale, langt forud for sin tid samt fyldt med en dragende og ikke mindst dirrende stemning.
Som det er tilfældet ved de fleste novellesamlinger, så er nogle noveller bedre end andre. Men overordnet set så nød jeg i høj grad dem alle. Når jeg tænker tilbage, så er det naturligvis titelnovellen der træder tydeligst frem. “The Doll” er på mange måder en mærkværdig historie om betagelse, besættelse og ikke mindst fordærv. Det er en fortælling om en mand der forelsker sig i den distancerede Rebecca, en forelskelse der udvikler sig til en besættelse. Rebecca leger med hans følelser til det point hvor han næsten bliver drevet til sindssyge. Men Rebecca har en mørk hemmelighed og historien kolliderer med en afsløring, jeg aldrig havde set komme. Historien efterlod mig med undren og et chokerende gisp. For hvis der var noget Daphne du Maurier kunne, så var det at chokere sine læsere.
Then all at once she turned to me, her face pale, her eyes strangely alight. She said, “Is it possible to love someone so much, that it gives one a pleasure to hurt them? To hurt them by jealousy, I mean, and to hurt myself at the same time. Pleasure and pain, an equal mingling of pleasure and pain, just as an experiment, a rare sensation?”
Daphne du Mauriers talent skinner ligeså klart i disse noveller som i hendes senere mesterværker “Rebecca”, “Jamaicakroen” og “My Cousin Rachel”, selvom novellerne her kun er atmosfæriske fragmenter. Daphne du Mauriers skrivestil er som altid både overbevisende og dragende på én gang. Novellerne er snarere gotiske end gysende. De er som sådan ikke uhyggelige, men i stedet skræmmende, nervepirrende og atmosfæriske – de efterlader læseren fængslet og forandret. Jeg kan derfor i høj grad anbefale denne samling af noveller; hvad enten du ligesom mig er fan af Daphne du Maurier og gerne vil udforske nogle af hendes tidligere værker eller hvis du blot synes om noveller, især dem der udforsker den menneskelige natur og kærlighed.
I anledningen af Kvindernes internationale kampdag i dag, kigger jeg nærmere på nogle af de bedste uafhængige og viljestærke kvindeskikkelser der er, at finde i litteraturen. For litteraturen er ikke mindre end fantastisk, fordi den siden tidernes morgen både har fungeret som talerør for moralprædikener og ideologiske overbevisninger. Og hvad angår feminismen er der ingen undtagelse. Eksemplerne er talrige og inkluderer både Brontë-søstrene, Henrik Ibsen, Jane Austen, Virginia Woolf, J. K. Rowling, George R. R. Martin og L. M. Montgomery. Nedenfor liste er derfor langt fra udtømmende, men blot et uddrag af mine favoritter.
“Above all, be the heroine of your life, not the victim”. – Nora Ephron
Mange af Brontë-søstrenes værker regnes for, at være blandt de første feministiske værker. Helen Huntingdon fra Anne Brontës “The Tenant for Wildfell Hall” er ingen undtagelse, hvad angår uafhængige og viljestærke kvinder. Uden at afsløre for meget, så udforsker og ikke mindst udfordrer Anne Brontë i romanen; 1800-tallets sociale konventioner i form af et stærkt forsvar for kvinders rettigheder overfor deres mænd. Ligesom sin søster Anne, så berører flere af Charlotte Brontës værker også feministiske tematikker. Hvilket tydeligt ses, både i form af Lucy Snowe fra “Villette” og i “Jane Eyre“, hvor protagonisten af samme navn ikke gør hvad der forventes af samtidens kvinder, fordi hun er af den overbevisning, at “I am no bird; and no net ensnaves me. I am a free human being with an independent will”. Et citat, der i høj grad indfanger væsentligheden af feminismebegrebet.
“Far from the Madding Crowd” (på dansk “Fjernt fra verdens vrimmel”) udforsker kvinderoller i 1800-tallets engelske landskab. Jeg har stor beundring for Thomas Hardys mod til, at skildre 1800-tallets kønsroller i form af Bathsheba Everdene; som er en kvinde frigjort af traditionelle konventioner. Uafhængig af samtidens normer, påbegynder Bathsheba sin position som landmand over en stor gård.
Daphne du Maurier er en sand historiefortæller og minder på mange måder om Brontë-søstrene hvad angår skrivestil og tematik. Mary Yellen fra “Jamaicakroen” er en viljestærk og handlekraftig ung kvinde der ikke er bange for, at udtrykke sine meninger og følelser – selv under vanskelige og ubehagelige omstændigheder.
Selvom jeg ligeledes læser feministiske træk hos flere af Jane Austens værker, så vil Elizabeth Bennet fra “Stolthed og fordom” nok altid stå som den stærkeste i min erindring. Hun er stærk, klog og ved hvad hun vil. Mere vigtigere er, at hun på trods af samtidens snævre kvindesyn, hverken ligger under for nogen eller gifter sig med hvem som helst.
Jeg beundrede Hermione Granger fra J. K. Rowlings“Harry Potter-bøger” fra det øjeblik hun introducerede sig selv ombord på Hogwartsekspressen. For her var en pige på min alder (jeg læste første gang “Harry Potter og De vises sten” som 11-årig), som ikke var bange for åbent at erklære sin kærlighed til studier og læsning – men som samtidig fandt en gruppe af oprigtige venner, der accepterede hende som den hun var. Hermione hjalp mig med, at omfavne min indre nørd og jeg ser i dag stadig meget op til hende.
Modig, opfindsom og sjov, Anne Shirley fra L. M. Montgomerys bøger om “Anne fra Grønnebakken” ligger ikke under for nogen og lader sig heller ikke slå ud. Hun nægter stædig, at lade sin tragiske baggrund stå i vejen for hendes ambitioner og vej frem i livet. I stedet for, at føle sig besejret eller utilstrækkelig fortsætter hun med, at forblive positiv og kæmpe for at bevise sit værd.
Jo March fra Louisa May Alcotts “Pigebørn” og “Unge kvinder” er stædig, klog, argumenterende og ikke mindst villig til, at kæmpe for de ting som hun holder af og vil derfor gøre alt for familiens velvære. Som spirende forfatter, skriver Jo stolt og stædig om de tematikker som hun brænder for – i stedet for at følge datidens og ikke mindst hendes redaktørs krav. Ulig hendes søstre, så er hun ikke interesseret i ægteskab – hvilket i høj grad gør, at hun også slås mod 1800-tallets forventninger og kvindesyn.
Sarah Fisher fra “Al kødets gang” (Raven, Fisher, and Simpson #1) af Ambrose Parry) slås med 1800-tallets snævre syn på, hvad kvinder kan og ikke kan. Hun er langt fra den typiske tjenestepige. Hun er på én gang overlegen og ambitiøs i sin fremtoning og væremåde og vil for alt i verden ikke ligge under nogen – specielt ikke mænd. For selvom Sarah kun er tjenestepige, så drømmer hun om en karriere inden for lægevidenskab – hvad der ikke var anset for datidens kvinder.
Litteraturen er derfor fuld af heltinder, der alle besidder styrke og moral, som det eksempelvis beskrives i Samanta Eliss’ litterære memoir “How to be a Heroine – Or, What I’ve Learned from Reading Too Much”, omend den kun behandler en håndfuld af litteraturens kvindeskikkelser. Jeg dedikerer i dag og de næste par dage til, at læse om beundrende og viljestærke kvinder i fiktionens verden.
Hvilke litterære kvindeskikkelser har gjort indtryk på jer?
En bibliofils eskapisme 